Det skæve baghoved…
Det flade baghoved…
Hvad er der egentlig med det der baghoved?

I dag har det danske sundhedsvæsen rigtig meget fokus på at forebygge og behandle flade og skæve baghoveder. Sundhedsplejersken vurderer det under hjemmebesøg, lægen vurderer det til sundhedstjekkene og hvis du får en henvisning til sygehusvæsnet, kan også deres sundhedspersonale komme med en vurdering.
Og jeg oplever også selv, hvordan det som regel er én af de første ting jeg bliver spurgt om, når jeg dukker op til et babytjek: ”Vil du ikke også lige kigge på min babys baghoved? Jeg er i tvivl om det er skævt.”

Men hvorfor er det egentlig din babys baghoved, så hurtigt former sig til den skæve og flade side?
Din babys kranie består af intet mindre end 29 knogler ved fødslen, hvilket er nødvendigt for, at din baby kan trænge ned igennem fødselskanalen. Efter fødslen har kraniet en enestående evne til at finde tilbage til en nogenlunde symmetrisk form, men der går mange år før kraniet er vokset helt sammen og har forvandlet alle dele fra brusk til hård knogle. Hjernen har nemlig brug for både tid og plads til at vokse.

Og netop dette bløde kranie er årsagen til, at din babys hovedform kan forme sig efter underlaget.
Det skæve og flade kranie opstår kun, hvis din baby primært ligger på samme måde med hovedet i både vågen og sovende tilstand.
Din baby er endnu ikke stærk nok til selv at flytte hovedet og aflaste trykket på kraniet. Det er derfor nødvendigt, at du som forældre gør en aktiv indsats for at forebygge skævt og fladt baghoved.
Det kan forebygges ved:

  • Lad dit barn ligge på maven så meget som muligt, når han/hun er vågen. Mavetid er ligeledes med til at opbygge styrken i dit barns krop, som er nødvendigt for den gode motoriske udvikling.
  • Vend dit barns hoved skiftevis til den ene og den anden side, når han/hun sover.
  • Hvis du giver flaske, bør du ligeledes være opmærksom på at skifte side når du giver mad. Mange forældre har tendens til at bruge den samme side hver gang, men dette kan forårsage både skævt baghoved og favoritside hos din baby.
  • Sørg for at pusle, lege og bøvse af til begge sider. Dette gælder både i maveliggende og rygliggende.

 

I langt de fleste tilfælde kan du selv forebygge og behandle fladt baghoved derhjemme ved at følge ovenstående råd; Men hvis du observerer, at du har svært ved at flytte dit barns hoved fra side til side, eller at de begynder at udvikle favoritside, kan det være en god idé at kontakte en autoriseret sundhedsfaglig spædbarnsbehandler.
Nogle gange har barnet spændinger eller andre problematikker, der hindrer den frie bevægelighed, og disse er nødvendige at behandle på før baghovedet kan rette sig ud igen.

Følg mig på Facebook & Instagram under navnet ’babyfyssenholstebro’, hvor jeg jævnligt deler ud af tips og tricks til forebyggelse, træning og din babys motoriske udvikling.

-Nadia, Babyfyssen.